Historie
Allerede 2000 år før kristus tog mennesker sig op af åen, hvor udmundingen dannede havnen.
Saxus Grammaticus, som levede på 1100–tallet, fortæller om striden mellem de to vikinger Angantyr og Starkodder på en plads som i dag er en del af vores bydel Råå. Et minde fra den har tid er også den gamle kirke, hvor de ældste dele er fra 1100–tallet. Kirken er den ældste bygning i Helsingborg.
Der findes notater om huse nede ved stranden allerede på 1600–tallet. Det var ikke et spørgsmål om permanent bebyggelse, men tilfældig bebyggelse for fiskerisæsonen. Fra starten af 1700–tallet findes der, derimod bevis på fast bebyggelse. Indbyggerne var fiskere. I slutningen af 1700–tallet var der 41 huse i landsbyen og 205 indbyggere.
Den ha del af Sverige tilhørte Danmark frem til 1658. Vi har altså været danskere i længere tid end vi har været svenskere. Det er vel dette som gør at vi samtidig med at der findes en rivalitet mellem os og danskerne, så føler vi alligevel at fællesskab med det danske folk. Dette viser sig vel ikke mindst under anden verdenskrig, da mange fiskere fra bydelen deltog i arbejdet med, om natten, at transportere flygtninge fra Danmark til Sverige.
Stranden ved Råå har været et godt landsætningssted. Derfor har landsbyen mange gange i årenes løb blevet hjemsøgt af fjender. I 1522 forsøgte tyskerne at gå i land, men blev tvunget tilbage. I 1676 gik danskerne i land i et forsøg på at genvinde det område som blev tabt i 1658. I 1709 blev Råå udsat for en dansk plyndring. Der fortælles om at nogen kvinder og børn, som ikke kunde flygte, gemte sig i skorstenene.
I 1788 blev landsbyen brændt af den russiske flåde. 32 ud af de 41 huse blev ødelagt og 156 mennesker blev hjemløse. Desuden blev både og fiskeredskaber ødelagt.
I 1800–tallet blev fiskeriet en vigtig indkomstkilde i Råå. Fra 1885 og frem til 1915 var Råå det største fiskerleje i Sverige med 130 fiskerbåde. Samtidig begyndte man at lave længere fisketure både nordpå og sydpå. De fandt deres fiskepladser helt nede fra den tyske kyst og op til øen Læsø i Kattegat. Fangsten blev solgt i de forskellige havne langs både den svenske og den danske kyst. Ikke mindst i København blev der solgt meget fisk. Fisken, som blev fanget var hovedsageligt sild, torsk, rødspætte, laks, pighvar og søtunge.
Livet som fisker var langt fra sikkert. I årene 1863 – 1940 mistede 38 fiskere fra Råå livet under fiskeri.
I et par årtier i midten af 1900–tallet var det muligt at fange tunfisk i Øresund i sommermånederne. Tunfiskeriet var primært et lystfiskeri. Fisken blev fanget med store stænger. Det var et eksklusivt sportsfiskeri for velhavende medborgere.
Sveriges tidligere kronprins var en af dem, som søgte lykken med tunfiskeri. Den største tunfisk, man fangede i Øresund vejede 400 kg. Tunfiskeriet var en velkommen ekstraindkomst for fiskerne, som lejede sine både ud til sportsfiskerne. I 1964 var det sidste år for tunfiskeri i Øresund. Derefter er tunfisken aldrig kommer tilbage til Øresund.
I dag er der næsten ingen fiskere tilbage. Der er heller ikke noget fragtskib med Råå som hjemmehavn. Der findes heller ikke noget værft for bådbyggeri mere. Men i dag har Råå derimod en stor marina med plads til 1100 lystbåde.
Fiskeriet var ikke altid umagen værd.
I midten af 1800–tallet, gav fiskeriet, en ringe omsætning og i mange hjem prægede fattigdommen, men indkomsterne blev forstærket med ”lurendrejeri” ( smugling ). Rååboerne blev kende smuglere. Lurendrejeriet blev betragtet som en lovlig ernæring og en ærbar virksomhed. Både mænd og kvinder deltog i virksomheden.
Lurendrejeriet blev sat i system i 1840, da flere lurendrejeriselskaber blev dannet. Store hurtigroende både blev bygget til 10, 12, 14 eller 16 mand. Der blev mest smuglet brændevin og stof, men også tobak og arsenik ( arsenik blev brugt til at bekæmpe utøj med ). Når lurendrejeriet var værst, blev der indført 200.000 kander brændevin ( 1 kande = knapt tre liter ).
Mellem toldere og smuglere var der regelmæssigt vilde salgsmål med skyderier. Mange Rååboere – både toldere og lurendrejere – bar synlige ar efter opgørene.
I slutningen af 1870 enedes Danmark og Sverige om nye love, som besværliggjorde lurendrejeriet. Et godt fiskeri ved Anholdt begyndte i 1878. på samme tid brød en bølge af religiøse bevægelser ind over fiskelejet. Den udbredte lovløshed og drikkeriet stoppede.
Omkring 1880 var Råå et af de største sejlskibesamfund i landet. Når de var flest, var der 51 sejlskibe, som sejlede jorden rundt, med Råå som hjemmehavn. Råå ses også som det samfund, der har haft flest søbefalingsmænd i forhold til antal indbyggere. I midten af 1900–tallet fandtes også en del dampskibe og motorskibe registreret i Råå.
De fleste fiskerbåde og mange af sejlskibene blev bygget i Råå. I starten byggede man sine både på stranden, men efterhånden byggede man flere værfter på havnen.